Om at være afhængig af andre

For en måned siden fik jeg min sidste SU, og som det ser ud nu, går der ikke penge ind på min konto igen før sidst i december, hvor jeg får mine første dagpenge. Jeg kan derfor se frem til to måneder*, hvor jeg er dybt afhængig af min kærestes løn og good will. Det er tale om et lån, det har vi aftalt, men nøj, hvor det plager mig at være økonomisk afhængig af andre.

Jeg har nærmest arbejdet siden jeg var 14 år, og i de perioder, hvor der ikke var tid til et job, har jeg levet af min SU. Jeg har derfor aldrig været nødt til at bede andre om penge, og kontanthjælp har aldrig været en mulighed i min verden. Jeg kan lide at arbejde og tjene mine egne penge. Det giver mig frihed, muligheder og stor tilfredshed, når jeg ved, at pengene er tjent på hårdt arbejde.

Jeg håber derfor, at min stolthed – eller hvad man nu skal kalde det – kan motivere mig til at gøre en ekstra stor indsats for at finde et job.

 

 

* Egentlig får man dagpenge efter en måned, men – dum som jeg er – kom jeg til at melde mig for sent ind i A-kassen og er derfor i karantæne den første måned.

Jeg glæder mig til danske priser

Jeg troede aldrig, at jeg skulle høre mig selv sige det her, men jeg glæder mig til at komme hjem til de danske priser. Sverige/Stockholm er nemlig MEGET dyrere, end jeg havde regnet med. Især prisen for at gå ud, chokerer mig stadig. Her er det ikke unormalt, at man betaler mellem 150 og 400 kroner for at komme ind på et diskotek. Oveni kommer garderobepenge og måske et par drinks (120 kroner stykket) eller en øl (57 kroner stykket). Jeg nægter at give så meget for at komme ind på en bar/et diskotek, men det har nogle gange været en kamp at finde et sted, der var gratis eller måske bare kostede garderobepenge.

Jeg forstår i øvrigt ikke, hvordan de svenske unge har råd til det. De er jo – lige som danske unge – studerende, og så vidt jeg ved, så får de noget mindre i SU, end vi gør. Jeg tror, at det er meget normalt, at man arbejder en del ved siden af studierne – og det er man også nødt til, hvis man bare vil have lidt fornøjelse i studielivet. Hvis man som dansker udtrykker sit chok over de skyhøje priser, lyder svaret ofte “Jamen, det koster det jo bare”.

Kan dyr virkelig være moderne?

Jeg kunne ikke sove i nat. Faktisk har jeg ikke sovet mere end max tre kvarter siden jeg lagde mig på puden i går aftes. Jeg skal først i skole i aften, så jeg kunne i teorien forsøge at sove nu, men det tror jeg, at jeg har spoleret med den kop kaffe, jeg lige har drukket.

Nå, men når man ikke kan sove – i hvert fald når jeg ikke kan – ligger jeg og tænker på de underligste ting. En af dem var, hvad der mon var blevet af alle de chiuaua-hunde (indrømmer, at jeg var nødt til at slå det ord op), der blev fremavlet og købt for nogle år siden? Dengang synes jeg, at man så dem overalt, men nu ser jeg dem kun sjældent. Jeg synes, at det var ret tydeligt, at det dengang var moderne at have sådan en lille hund på armen, men hvad gør man, når den slags ikke er moderne mere? Forsøger man at sælge dem? Får man dem aflivet? Eller går de bare til af sig selv? (de ser jo så skrøbelige ud, så der skal nok ikke meget til, før de dør, fordi man enten 1. træder på dem 2. glemmer dem et sted 3. ikke opdager, at katten har ædt dem)

Da jeg lå der i min overtræthed, blev jeg enig med mig selv om, at mopse-hunde måtte være de nye chiuauaer. Man ser dem overalt – især på instagram og som tryk på trøjer, puder, iPhonecovers og så videre. Selvom de er sjove, er de også ret grimme og vist nok også nogle sølle kravl, der døjer med en masse medfødte defekter. Og hvad sker der med dem, når de pludselig går af mode?

 

We want ABBA, we want ABBA

ABBA

Min “abbatar”. Jeg ved ikke helt, om det er Björn eller Benny, jeg skal forestille, men yndig er jeg da.

Jeg skrev forleden, at jeg ville lave et indlæg om ABBA-museet, som jeg besøgte sammen med min veninde, da hun besøgte mig forrige weekend.

Jeg har egentlig aldrig været den store ABBA-fan, jeg synes faktisk, at de kan være en smule anstrengende at høre på, og jeg vil slet ikke engang nævne “Mamma Mia”-filmen (den  med Meryl Streep, hvor alle skuespillerne synger ABBA-sange) – jeg var seriøst ved at udvandre fra biografen flere gange, da jeg så den. Nå, men min veninde er ret glad for ABBA, og jeg må indrømme, at jeg også var ret nysgerrig (museet åbnede den 7. maj i år – egentlig sjovt, at der ikke har været sådan et før).

Selvom det var hundedyrt – 195 spänd pr. næse – synes jeg faktisk, at det var en god oplevelse. Der var mange ting, man selv kunne prøve, blandt andet at synge, danse, kreere en “abbatar” (se billedet) og optræde på en scene sammen med hologramfigurer af de fire medlemmer. Der var også quizzer, videoklip, tekst og kostumer (dem måtte man desværre ikke prøve).

Vi var der i små to timer (til dels fordi der var mange mennesker = kø til de sjove ting), men også fordi der var så meget at lave. Til sidst kunne vi dog ikke holde ud at høre flere brudstykker af ABBA-sange, så vi blev enige om, at det var bedst, at vi gik.

Hver gang man prøver en aktivitet på museet, kan man scanne en stregkode på sin billet. Meningen er så, at man, når man kommer hjem, kan logge ind på museets hjemmeside ved hjælp af en kode, der også står på billetten, og så kan man høre/se sine resultater. Desværre var ikke alt vores blevet gemt, selvom vi havde scannet stregkoden, som man skulle. Det var lidt dårligt/ærgerligt, men muligvis bare en begynderfejl.

Er der noget, jeg mangler?

Belært af venners bitre (?) erfaringer begyndte jeg allerede for et par måneder siden at lave en mental liste over ting, jeg gerne ville nå, inden jeg rejste. Man går nemlig hele tiden, især i starten, og tænker: “det her vil jeg gerne opleve/se/prøve, men jeg når det nok, der er jo masser af tid endnu”, men pludselig er tiden bare gået og man risikerer ikke at have nået halvdelen af det, man gerne ville.

Dengang stod der blandt andet:

– Drottningholm Slott – tjek (har endda været der to gange)
– “Uden for Stockholm” – tjek (har både været i Sigtuna og Uppsala)- Skansen – tjek (var der med min søster for et par uger siden
– ABBA-museet – tjek (var der med min veninde i søndags. Det fortjener næsten et indlæg for sig selv)
– Moderna Museet – tjek (var på et kort visit med mine forældre, da de besøgte mig. Lidt skuffende, synes jeg)

Hvad jeg stadig mangler:

– Fotografiska Museet (der er stadig en udstilling jeg græder lidt over ikke at have set)
– “En tur i vandet” (jeg skal prøve at bade, imens jeg er her. Håber, at vejret snart bliver lidt mere badevenligt)- Vasamuseet (det når jeg vist sammen med min far dagen før jeg rejser)
– “At købe surströmning” (skal have en med hjem som souvenir – og en til en ven fra Journalisthøjskolen)

Gratis koncert i weekenden

En af fordelene ved at være dansker i Stockholm er, at danske bands ikke nødvendigvis er så kendte her, som de er i Danmark. Det betyder dermed ikke, at de ikke spiller koncerter i Stockholm, det er bare lettere – og billigere – at komme til at høre dem.

På lørdag spiller et af mine yndlings danske bands, Raveonettes, på spillestedet Debaser her i Stockholm (der findes flere af dem). Kommer man før klokken 21, er der gratis entré. I maj kommer Kashmir og her er proceduren den samme. Det er med at udnytte de gratis tilbud, når man befinder sig i en by, der ellers på alle tænkelige måder forsøger at sluge ens penge 🙂

Jeg må se, om jeg kan få lokket nogle af de andre udvekslingsstuderende med – om ikke andet så de danske.

I Dramaten

Sidste uges kulturelle islæt bestod af en tur i Dramaten (Kungliga Dramatiska Teatern). Det var Pernille, der skulle se August Strindberg-stykket “Spöksonaten” i forbindelse med sin undervisning, og hun havde spurgt, om Camilla og jeg ville med. Og det ville vi selvfølgelig.

Jeg anede ikke, hvad jeg kunne forvente og hvad stykket ville handle om, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg – selv efter at have set det – stadig ikke rigtigt ved, hvad det handlede om. Det var meget underligt, synes jeg. Det meste var holdt ret tidløst (det kunne altså både foregå i nutiden og i den tid, hvor det blev skrevet (1907)), men så var der også nogle detaljer, for eksempel en sang med Melanie C fra Spice Girls og noget nikotintyggegummi… Ja, jeg ved ikke. Måske er det bare mig, der ikke forstår mig så meget på teater og derfor ikke rigtigt ved, hvordan jeg skal forholde mig til den slags.

Men det var helt bestemt en oplevelse og jeg vil bestemt takke ja, hvis jeg fik tilbuddet igen 🙂

Smuttur til Danmark

Forleden bestilte jeg – ret impulsivt – billetter til en smuttur til Danmark i april. Jeg har været meget i tvivl, om jeg skulle tage hjem på besøg i løbet af min udveksling, om det nu var en god idé, om det ville være for svært at tage af sted igen.
Men jeg kunne mærke, at det nok ville være rart med nogle dage i det velkendte, og samtidig fandt jeg nogle ekstremt billige billetter, og så var den sag lissom afgjort 🙂

Jeg flyver til Danmark (299 svenske kroner) og tager toget tilbage til Sverige (214 svenske kroner).

Ugens integration

17 feb hottere

Korv med räksallad og korv med potatismos

17 feb semlor

Semlor (svenske fastelavnsboller)

Nogen vil sikkert mene, at integration foregår igennem den mad, man spiser. Hvis det er rigtigt, er jeg i denne uge nået et godt stykke tættere på at blive integreret i Sverige. Jeg indtog nemlig to (og smagte en tredje) meget klassiske, svenske specialiteter.

Semlorne, der er den svenske udgave af fastelavnsboller, blev spist i tirsdags, da det var den årlige semla-dag (fastelavn måske?) De var okay, men jeg savnede alligevel de gode, gammeldags, danske fastelavnsboller med creme og glasur.

Hotdogs’ne blev spist i fredags, da jeg havde min kæreste på besøg. Jeg fik den med räksallad og han fik den med potatismos. Vi smagte dog hinandens. Jeg vil ikke sige, at de smagte dårligt, for det gjorde de ikke, men jeg tror, at man skal have en vis kærlighed til mayonaise og/eller fabrikskartoffelmos for virkelig at elske den slags fyld på sine pølser.

Næste skridt i den kulinariske integration er surströmming – I ved, de der gærede fisk på dåse. Jeg har ikke fundet dem endnu, men når jeg gør, lover jeg, at jeg nok skal smage på dem. Jeg tør nemlig godt 🙂

Fornøjelser eller fornuft

Jeg har hele tiden sagt til mig selv, at jeg ikke ville spare imens jeg var i Stockholm. Der er ikke noget ved at være “på ferie” og så ikke kunne opleve noget, fordi man ikke har pengene til det. Og SU-gælden bliver nok ikke overskuelig på fem måneder.

Det er dog alligevel kommet bag på mig, hvor dyrt det har været at flytte herop. Især i starten, hvor der skulle købes en masse ting (to IKEA-ture, metrokort, dobbelt husleje, fitnessmedlemskab, bøger og så videre), så pengene er bare forsvundet ned i et endeløst hul, selvom jeg på ingen måde lever ekstravagant. Det Nordplus-legat, jeg fik, var også forsvundet nærmest før det nåede min konto.

Der, hvor dilemmaet virkelig opstår, er i valget mellem fornøjelser og fornuft. Jeg vil gerne socialisere en masse og møde nye mennesker, men desværre er man/jeg også nødt til at tænke mig lidt om, for socialiseringen foregår ofte steder, hvor man skal lægge en masse penge (for eksempel var jeg i biografen i lørdags, og det kostede altså 130 svenske kroner – bare for billetten. (er det ikke uhørt dyrt??)). Det er dog for det meste lysten til fornøjelser, der vinder, for der er ikke meget ved at tage på udveksling, hvis man sidder hjemme på sit værelse hver eftermiddag 🙂

Nå, nu vil jeg ikke sidde her og pive længere, for der skal nok komme styr på økonomien. Og igen: Der er kun fem måneder 🙂