Om at være ‘græsenke’

Min kæreste er journalist på et regionalt medie og har derfor haft mere end travlt med valgdækning den seneste uge, så det er ikke meget, jeg har set til ham. Oven i det har han også arbejdet de sidste par weekender. Han tager af sted om morgenen og kommer hjem langt efter spisetid om aftenen, så det er ikke mærkeligt, at mit behov for opmærksomhed og kærestetid er stort, når han endelig er hjemme. Noget større end hans, vel at mærke. Derfor glæder jeg mig også helt enormt til en rolig weekend med kvalitetstid og samtaler, der er længere end ‘godmorgen’, ‘hav en god dag’, ‘vi ses i aften’ og ‘ jeg tror, det bliver sent i dag’.

Det er ellers ikke, fordi det er nyt for os at være væk fra hinanden, det er efterhånden blevet rutine her i 2013, hvor jeg de første fem måneder var på udveksling i Stockholm og derefter ‘boede’ i Nordjylland hver anden uge i to måneder under mit bachelorprojekt. Nu gad jeg bare godt, at vi fik en rolig periode med masser af tid sammen. Det er vel ikke for meget at forlange?! 🙂

Om at være afhængig af andre

For en måned siden fik jeg min sidste SU, og som det ser ud nu, går der ikke penge ind på min konto igen før sidst i december, hvor jeg får mine første dagpenge. Jeg kan derfor se frem til to måneder*, hvor jeg er dybt afhængig af min kærestes løn og good will. Det er tale om et lån, det har vi aftalt, men nøj, hvor det plager mig at være økonomisk afhængig af andre.

Jeg har nærmest arbejdet siden jeg var 14 år, og i de perioder, hvor der ikke var tid til et job, har jeg levet af min SU. Jeg har derfor aldrig været nødt til at bede andre om penge, og kontanthjælp har aldrig været en mulighed i min verden. Jeg kan lide at arbejde og tjene mine egne penge. Det giver mig frihed, muligheder og stor tilfredshed, når jeg ved, at pengene er tjent på hårdt arbejde.

Jeg håber derfor, at min stolthed – eller hvad man nu skal kalde det – kan motivere mig til at gøre en ekstra stor indsats for at finde et job.

 

 

* Egentlig får man dagpenge efter en måned, men – dum som jeg er – kom jeg til at melde mig for sent ind i A-kassen og er derfor i karantæne den første måned.

This is the end…

Ups, det er lang tid siden, jeg sidst har svinget forbi bloggen, men det er skam ikke med min gode vilje. Lejligheden, jeg bor i, er ved at blive bygget om, så nettet har været ret ustabilt de sidste mange dage. Trælst i øvrigt.

Siden sidst har jeg:
– Haft to eksaminer
– Siddet på klipper og kigget på smuk udsigt og fine luftballoner – to gange
– Sagt farvel til søde mennesker
– Været på udflugt – blandt andet til skärgården, men mere om det i et andet indlæg
– Overvejet, hvordan jeg skal få plads til alle mine ting i kufferterne – godt, at man min far henter mig (overvejer, om jeg lidt er ude i noget med at pakke i sorte sække. Det må man godt, når man flytter. Ville dog være usselt (og lidt suspekt) at tage sorte sække med om bord på fly/tog)
– Kigget på lejligheder (hov! Det har jeg vist ikke fortalt noget om. Eller har jeg?)

Forresten en lille update på den underkända svenskeksamen. Det var den skriftlige del, der ikke var god nok, så den har jeg fået lov at gøre om i morgen. Det er rart.

Bloggens fremtid

Nu er der ikke lang tid, til jeg ikke længere befinder mig “langt mod nord”, og jeg har derfor overvejet, hvad der skal ske med bloggen, når jeg vender hjem til Danmark. Jeg har besluttet mig for, at jeg vil føre bloggen videre, for selvom jeg ikke altid har været særligt flittig til at opdatere, har det alligevel været rart at have et sted, hvor jeg kunne skrive, tænke og fortælle lidt. At navnet så bliver en smule misvisende, må jeg jo bare leve med.

Det interesserer mig desuden ikke så meget, om nogen læser med. Jeg oprettede den for min egen skyld – som en slags dagbog (eller logbog, om man vil), men det er da kun hyggeligt, hvis der er nogen, der kigger forbi en gang imellem 🙂

Jeg glæder mig til danske priser

Jeg troede aldrig, at jeg skulle høre mig selv sige det her, men jeg glæder mig til at komme hjem til de danske priser. Sverige/Stockholm er nemlig MEGET dyrere, end jeg havde regnet med. Især prisen for at gå ud, chokerer mig stadig. Her er det ikke unormalt, at man betaler mellem 150 og 400 kroner for at komme ind på et diskotek. Oveni kommer garderobepenge og måske et par drinks (120 kroner stykket) eller en øl (57 kroner stykket). Jeg nægter at give så meget for at komme ind på en bar/et diskotek, men det har nogle gange været en kamp at finde et sted, der var gratis eller måske bare kostede garderobepenge.

Jeg forstår i øvrigt ikke, hvordan de svenske unge har råd til det. De er jo – lige som danske unge – studerende, og så vidt jeg ved, så får de noget mindre i SU, end vi gør. Jeg tror, at det er meget normalt, at man arbejder en del ved siden af studierne – og det er man også nødt til, hvis man bare vil have lidt fornøjelse i studielivet. Hvis man som dansker udtrykker sit chok over de skyhøje priser, lyder svaret ofte “Jamen, det koster det jo bare”.

Kan dyr virkelig være moderne?

Jeg kunne ikke sove i nat. Faktisk har jeg ikke sovet mere end max tre kvarter siden jeg lagde mig på puden i går aftes. Jeg skal først i skole i aften, så jeg kunne i teorien forsøge at sove nu, men det tror jeg, at jeg har spoleret med den kop kaffe, jeg lige har drukket.

Nå, men når man ikke kan sove – i hvert fald når jeg ikke kan – ligger jeg og tænker på de underligste ting. En af dem var, hvad der mon var blevet af alle de chiuaua-hunde (indrømmer, at jeg var nødt til at slå det ord op), der blev fremavlet og købt for nogle år siden? Dengang synes jeg, at man så dem overalt, men nu ser jeg dem kun sjældent. Jeg synes, at det var ret tydeligt, at det dengang var moderne at have sådan en lille hund på armen, men hvad gør man, når den slags ikke er moderne mere? Forsøger man at sælge dem? Får man dem aflivet? Eller går de bare til af sig selv? (de ser jo så skrøbelige ud, så der skal nok ikke meget til, før de dør, fordi man enten 1. træder på dem 2. glemmer dem et sted 3. ikke opdager, at katten har ædt dem)

Da jeg lå der i min overtræthed, blev jeg enig med mig selv om, at mopse-hunde måtte være de nye chiuauaer. Man ser dem overalt – især på instagram og som tryk på trøjer, puder, iPhonecovers og så videre. Selvom de er sjove, er de også ret grimme og vist nok også nogle sølle kravl, der døjer med en masse medfødte defekter. Og hvad sker der med dem, når de pludselig går af mode?